Tampen dansede ikke længer lystigt med Grammatiken; den var lagt bort. Og efter denne Skilsmisse syntes Grammatiken at tæres hen som en Enke, der har mistet sin bedre Halvdel. Latinen vilde ikke rigtig gro længer trods al mulig Umage; ingen kunne være blind for, at Kjendskaben til det herlige Sprog gik tilbage Aar for Aar.
Og uagtet de ikke lærte Halvparten saa meget Latin som for 30 Aar siden, saa Ungdommen dog bleg og overanstrængt ud. Det var en Ynk at se de blegnæbbede Dverge, som nutildags med Møie kunde slæbe sig gjennem det allertarveligste Pensum til Examen artium, - og man saa vilde tænke paa hine Karle, der deponerede i fordums Tid.
Lærerne gik, somom de gik igjen. En vissen, grinete Flok, som gjennem Aarene udviklede hver sin Særhed til Karikatur; fordi deres ensomme Liv var at sidde paa Kathederet og strø Støv paa en Ungdom, de ikke forstod.
Men mange mærkede de lærde Skolers Hensygnen. Fra hele Land kom samstemmige Iagttagelser og Beklagelser; og alle Skolemænd satte sig i Bevægelse, stak Næsen i Ppairerne, og ophvirvlede smaa Skyer af extrafint, filologisk Støv.
Nogle mente, alt vilde blive godt, naar Eleverne fik særskilte Pulte og grønmalede Pennalhuse; andre raabte paa et nyt og mere fuldkomment Ventilationssystem; enkelte lovede sig en ny Opblomstring af Lærdom og Sundhed for den kjære Ungdom, hvis Tyngdepunktet i Undervisningen blev forlagt fra Latinen og over paa Græsken.
Det var Kielland som meldte dette, og det var _før_ Clemet og Djupedal!
